Nogle dage er hårdere end andre

Advarsel: Hvis du ikke kan lide personlige indlæg, hvor folk italesætter deres problemer, så skal du måske ikke læsere videre. Jeg har haft en hård dag idag. Jeg har tænkt på kærlighed, på livsforandringer, på min krop, på stilstand. På modstand. Jeg bliver fanget i tanken om, at nogle gange beskæftiger jeg mig selv for meget med mig selv. Måske er det i virkeligheden et grundproblem. For hvis man beskæftiger sig meget med sig selv, så bliver man automatisk også meget vigtig. Og måske er man i virkeligheden slet ikke så vigtig, i det store billede. Jeg tror alle kender det, med at være i tvivl om man er tilstrækkelig. Er man god nok? Er man reelt dygtig til noget? Gør man en forskel? Grundlæggende, tror jeg at det er meget menneskeligt at hige efter, at være en del af noget større end en selv. Men hvordan fanden skal man det, hvis ens fokus konstant er på en selv? Jeg har igennem dansetimer i fitnessworld erfaret et community af piger, som holder af hinanden, holder øje med, om man bliver ved med at komme, og spørger reelt interesseret ind, hvis de kan mærke, at man er lidt ked af det. Nogle undervisere som virkelig giver af sig selv, giver krammere, søde ord og tålmodigt viser en for 20. gang hvordan man laver en bevægelse, fordi man bare ikke fatter den. Jeg er dybt taknemlig for de piger, de undervisere og de timer. Selv på en dårlig dag, så er de med til at løfte dagen, og gøre den mere positiv. Jeg elsker de her timer. Og jeg er netop kommet hjem fra en. Humøret er ikke så højt, jeg føler at der sker rigtig mange ting, samtidig med, at jeg føler, at jeg personligt er gået lidt i stå. Når jeg snakker med dem omkring virker det ikke til, at de er under den opfattelse. Måske er jeg ikke så meget gået i stå, mere savner jeg, at se at mit arbejde bærer frugt. Måske er jeg bare utålmodig. Måske er det bare det. Egentlig deler jeg de her tanker, fordi jeg tror, at de er ret normale, men at vi er dårlige til at tale højt om dem, hvilket gør, at når vi så har dem, så føler vi os alene med dem. Og så starter der ellers bare en stor selvbekræftende cirkel, som får en til at sidde endnu mere fast i det. Nej, nu er jeg træt af det! Bloggen bliver ikke opdateret så ofte, jeg er bange for at dele for meget, og at det har negative konskvenser for mig i mit liv - en anden frygt som jeg tror både er berettiget og fornuftig at have. Men nu og da, føler jeg at det er helt okay at dele lidt. Og det føler jeg lige nu. Så tak fordi du ville læse med. Jeg trænger til et kram, men jeg har også lyst til at sende en virtuel krammer ud, til de som er nået til enden på dette indlæg. Tak for dig! ...

Continue Reading